Mange lande i Europa har fastlands- og øområder, der udgør en del af det samlede land, og det samme er tilfældet med Danmark. Selvom de, der besøger Danmark, måske ikke er klar over det, består Danmark af store øer, herunder Sjælland, Jylland og Fyn. Mange ved ikke, at der er to andre territorier, som er en del af Danmark, og det er Grønland og Færøerne.
Langt ude i Nordatlanten ligger Færøerne i det selvstyrende område Danmark. Dette selvstyrende område hører under kongeriget Danmark og udgør en del af Skandinavien med 18 små øer. Dette er området, hvor der hvert år, især mellem juli og august, jages hundredvis af grindehvaler for at dræbe dem.
Målet er at få en smagsprøve på deres kød, som indbyggerne på disse øer kalder spæk. Bevarelse af natur og liv er i frontlinjen for de vigtigste spørgsmål, der forfølges i Danmark. Krænkelse af dyrs rettigheder, bevarelse af natur og miljø er nogle af de centrale aspekter, som Danmark fronter. Derfor er dyreaktivister i samarbejde med miljø- og bevaringsgrupper gået ud for at fordømme denne hvaljagt.
Kultur og traditioner er også nogle nøgleområder i vores liv, og de siger, at det er klogt at respektere og ære et folks forskellige måder at leve på. Den færøske regerings reaktion er, at deres måde at jage og dræbe hvalerne på er en integreret del af deres tradition og kultur. Derfor er nøgleaktører fanget mellem at bevare dyrs rettigheder eller respektere en kultur.
Hvalfangst på Færøerne
Det er en form for drivjagt, hvor forskellige hval- og delfinarter, især grindehvaler, presses ind på lavt vand. Nogle gange kaldes den grindadrap på Færøerne. Grindehvalerne bliver normalt bragt til den lave ende for at gøre dem strandede og hjælpeløse.
Senere bliver hvalerne dræbt på en uhyrlig måde hvert år. Ud fra optegnelserne står det klart, at mindst 700 langfinnede grindehvaler bliver fanget på denne måde om sommeren. Sammen med disse er der også hundredvis af atlantiske hvidside-delfiner.
Som det har været tilfældet i århundreder, foregår der stadig hvalfangst ved Færøerne i dag. Siden færingerne slog sig ned, har de spist kød og spæk fra grindehvaler i årevis. Og til dato har drivjagten på grindehvaler på Færøerne været en fællesskabsaktivitet, der er åben for alle.
Det er overraskende at høre, at denne aktivitet nu er blevet reguleret af en national lov, samtidig med at den er organiseret på samfundsniveau. Et nærmere indblik i optegnelserne over de aktiviteter, der har fundet sted indtil nu, afslører en form for rædsel og frygt for en dyre- og naturelsker.
Historien: Hvor det hele begyndte
Hvalfangst på Færøerne kan dateres tilbage til det 9. århundrede, og for de fleste færinger er denne praksis en stor del af deres historie. Denne praksis er for det meste bevist gennem et kig på den nordiske bosættelse mellem 800-900 e.Kr. i vikingetiden. Faktisk er det også noget, der begyndte for længe siden, at de førte optegnelser over deres drab.
Da kristendommen besøgte Færøerne efter 999 e.Kr., begyndte øboerne at føre optegnelser over deres drab. Det var hovedsageligt for at kunne betale skat til den norske konge. Arkæologiske beviser indikerer faktisk spor af hvalfangst af grindehvalknogler i husholdningsrester.
Omkring 1200 e.Kr. rapporterede arkæologer om fund af grindehvalknogler og de love, der blev indført for at regulere denne praksis. Der blev fundet gode beviser i Sheep Letter fra 1298, som viste skriftlige optegnelser over hvaldrab. Det var en fantastisk historie og kultur, der gjorde det muligt at opbevare statistiske optegnelser, der er praktisk talt pålidelige fra 1709 og frem til i dag. Jeg har læst og forstået forskellige kulturelle praksisser, men denne fra øboerne rammer mine følelser og min forståelse.
I det20. århundrede blev love og regler for færøsk hvalfangst dog strammet. Det blev ledet af den danske guvernør og sheriffen, som udsendte det første udkast til hvalfangstbestemmelser til de danske myndigheder i København. Det var i juni 1907, og i 1932 blev den allerførste moderne lovgivning om hvalfangst indført.
Hvad med Grindadráp-traditionen?
Den færøske regering og en stor del af den færøske befolkning mener, at den årlige praksis er en stærk form for kultur og tradition. Faktisk ønsker de den bevaret som en institution i deres traditionelle kultur.
Mange udlændinge er stået frem og har foragtet og fordømt denne praksis, som betyder en formue for Færøernes befolkning. Men øboerne har fastholdt og betegnet det som mangel på respekt og underminering af færøsk tradition og kultur. Faktisk mener deres regering, at dette kan tilskrives indblanding og indblanding i territoriets anliggender.
Det kommer dog som en overraskelse, at det ikke kun er øboernes kultur, men at japanerne også tror på dette som en kulturel praksis. Ifølge den japanske regering er delfinjagt i Taiji en form for tradition, især i forhold til deres madkultur.
Traditioner er en del af folks kultur og bør derfor respekteres. De er håndgribelige repræsentationer af værdier i et samfund, der holder fast i dem. Men hvad betyder det egentlig, hvis traditionen ikke kan bevare og værne om naturen og dyrenes rettigheder?
Aspektet af grusomhed og sikkerhed
Det hævdes, at jagt- og aflivningsmetoderne er blevet finpudset for at sikre, at hvalerne ikke lider overlast, når de bliver dræbt. Desuden er der også en forsikring om, at alle jægere i øjeblikket skal have et jagttegn for at deltage i aktiviteten. Men de fleste mennesker, der tror på naturbeskyttelse og bevarelse, mener stadig ikke, at sådan noget bør eksistere.
Dyr er specielle, uskyldige og dejlige skabninger og fortjener derfor ikke at blive behandlet dårligt for at ære og bevare en tradition. Ligesom mennesker har dyr også deres egne rettigheder og fortjener at blive elsket. Man kan gøre meget mere end at ofre det ene aspekt til fordel for det andet.
Forskere har dog også afsløret, at grindehvalens kød og spæk indeholder jern, for meget protein, vitaminer og carnitin. Der er blevet givet udtryk for bekymring over de høje niveauer af kviksølv og PCB i hvaler, som kan være skadelige for menneskers helbred.